Plaisirs de France

October 28th, 2019

Det var sent forår, eller måske tidlig sommer – i hvert fald mellem sommertidens indførelse og det tidspunkt, hvor dyrene og menneskene endeligt tilpasser sig den nye tid – at jeg så det lokkende tilbud på Spot Deal: en uge på et lille familiedrevethotel i Sydfrankrig ved navnet Villa Mon Amour en Provence. 

Ærligt talt – hvor ellers skal man tage sin elskede på bryllupsdagsrejsen end til hotellet Villa Mon Amour en Provence? Hvor van Goghs Arles og Avignon og Cézannes Aix-en-Provence – samt bl.a. Pont du Gard, Uzès og Camargue, med sine hvide heste og den døde by, Aigues-Mortes – er indenfor rækkevidde. For ikke at tale om vinmarker og udsalg, olivenoliemarker og udsalg, fransk mad og solskin og dejlige landskaber.

Så med bestillingen hjemme, opholdet forudbetalt og datoerne på plads, var det kun nødvendigt at beslutte rejseruten og overnatningen undervejs.

Køreafstanden er 1500 km, overkommeligt over to dage for én chauffør og passager – hvilket betød overnatning i området Strasbourg/Freiburg i begge retninger. En lille lejlighed i kurbyen Baden-Baden blev valgt og de to pågældende overnatninger forudbetalt.

Næsten automatisk blev rejseruten Rødby-Puttgarten, Autobahn A1 til Hamburg, Autobahn A7 videre via Hannover og Kassel og så Autobahn A5 mod Baden-Baden og den tysk-franske grænse nær Müllheim og Mulhouse. Afgangsdagen var lørdag.

Tysklandsfarer advarer straks om Autobahnstaub mellem Hamburg og Hannover, på grund af vejarbejde på længere strækninger, også om lørdagen, men Google gav 8,75 timer for turen inklusiv færgen og forsinkelser, som syntes OK.

Jeg vil ikke påstå at turen ikke var problemfri, men den var ikke uheldsramt.

Således sendte Alexej, værten på vores første (og sidste) overnatning, i Baden-Baden, en sms sent torsdag aften – 30 timer før afgang – om VVS-problemer, og at han var nødt til at annullere vores første overnatning.

Han foreslog et andet sted og ville tilbageoverføre vor forudbetaling. Fredag morgen, inden jeg havde booket det ‘nye’ sted sagde Alexej at dér var fuldbooket. Han foreslog et nyt sted, som vi kontaktede og fik bekræftelse på kort efter.

Senere sagde Alexej at hans bank havde problemer med at sende pengene retur – det var nok de sære danske bogstaver, så adressen blev rettet til et alfabet som også IT-programmer udviklet af ulærde amerikanske programmører kan forstå; pengene er kommet retur.

Desværre havde tysklandsfarerne ret i deres advarsler. På et tidspunkt var der tale om én billængde frem for hvert 5-10 minutter over en længere strækning. Frokosttiden forsvandt ved Münster, og da vi nåede det udpegede sted for frokosten var forsinkelsen på over tre timer.

Jeg havde sagt til Artur, den nye vært i Baden-Baden, at vi forventede at ankomme kl. 18-18.30. Men efter motorvejsforsinkelserne var der et par andre ting, der betød at vi først ankom kl. 22. Lejligheden lå på en sidevej til en gågade i det gamle by, og der er ingen parkeringsmulighed dér. Ikke at min GPS kunne dirigere os derhen, da adgangsvejen krævede koder til de bevægelige pullerter, der blokerer vejen.

Til sidste fandt vi et parkeringshus til et stort indkøbsvarehus a lá Magasin – heldigvis indenfor gåafstand.

Vi fandt lejligheden, tog nøglerne ud af det kodede nøgleskab – men vi kunne åbne døren. Vi ringede til Artur. ”Det kan alle gøre,” påstod han. Vi er ikke alle. Han kom og låste døren op for os og viste hvad vi skulle gøre.

Heldigvis havde vi ikke spist vores frokostmadpakke, som lå i køleboksen i bilen, så det var vores aftensmad.

Inden kl. 8 følgende morgen var vi afgangsklare. Ned ad trappen, gennem hovedøren, låse den og hænge nøglerne i nøgleskabet. Fem skridt ned ad gaden mod gågaden… ”Min tegnebog er oppe i lejligheden!”

Udover penge, kreditkort og pas indeholdt min tegnebog parkeringsbilletten, så vi var på den.

Nøglerne ud af nøgleskabet, låse døren op og – problemer.

Der var intet at gøre end prøve (resultatløst) igen og igen, og ringe til Artur, som lå og sov. Han kom til os i løbet af en halv time, lidt sur, men åbnede døren. Tilsidst, med tegnebogen i lommen, kunne vi gå til parkeringshuset og køre ud af byen.

Vi så butiksruden for enden af vejen vi boede på, rystede på hovederne, og sagde ”Non! Nous sommes pas jolie!

Søndag havde jeg regnet med at køre på Autoroute A36 til Beaune, og derfra med A6 til Lyon, og A7 til Orange. Men nej, GPS’en mente A36 og A42 til den sydlige del af Lyon, gennem trafikken på périphique sud til A7 og derefter til Orange. 

Et lille stykke A9 – La Languedocienne – bragte os til afkørslen til Saint-Laurent-des-Arbres (der faktisk er i Gard département, der grænser op til men er ikke i Provence), hvor Hotel Mon Amour de Provence findes i bykernen. Syv timers kørsel inklusiv frokostpause.

Vor værelsesnøglesæt havde også nøglen til hovedporten – men den kunne vi hellere ikke finde ud af flere gange og måtte have hjælp til for at komme indenfor.

Bag porten er der en lille stenlagt gård med en trappe op til første sal med fem værelser, samt gange og opholdsrum. Vores værelse havde dobbeltseng, en stor garderobe, bord, stole og et rigeligt stort badeværelse. Fra de to vinduer fik man vue over den indre gård og dens swimmingpool – måske 5 meter bred og 15 meter lang – og solbænke og stole.

Ved natbordet lå der et kort med instrukser/formaninger om brugen af pool’en. Især punkt tre er vigtigt.

I løbet af søndagen havde Alexej sendt en ny sms om at VVS-problemerne betød, at vi ikke kunne bo hos ham på tilbageturen, så søndag aften blev brugt til at finde endnu en ny overnatningsmulighed. Ét sted faldt i vores smag, en Landgasthotel lidt uden for centrum. Ingen problemer.

Søndag aften spiste vi på hotellet – hvor Christine lavede lidt finere fransk bondemad (den ene aften var det en herlig beuf bourgignon), tre retter, for 25€ hver gæst, plus eventuelt vin (man køber en flaske, der holder så længe den holder). Spisebordet havde plads til 10 personer til fællesspisning, men vi var alene. 

Her er det på sin plads at nævne, at Christine er Française og mor til Nicolas, der er i ejerskabet af hotellet og ellers driver en restaurant i Skindergade i Københavns midtby (Værelserne har ikke nummer, men er opkaldt efter diverse børn og børnebørn – vores hed Manon). Da vi var lidt træt efter rejsen, gik vi op til værelset og læste.

I løbet af aftenen var der en del støj, og dagen efter tog én en tidlig tur i pool’en. Det viste sig at Nicolas og en ven var kommet forbi, før de tog tilbage til Danmark.

Vi nød morgenmaden – brød, ost, müsli, kaffe, dog ikke vin – ved fællesbordet før vi besluttede at se på byen Saint-Laurent-des-Arbres. 

Når man som os bor i en lille dansk by med omtrent 6.000 indbyggere og en ret livlig dagligdag (Præstø), går det op for en at en by med 3.000 indbyggere ikke har så meget at byde på. Et tårn, resterne af bymuren, en kirke i romansk stil, og snævre gader og spærrede gyder med mere eller mindre charmerende huse, en tabac, en ejendomsmægler (ejendommene er ikke billige) og de tre restauranter vi fandt (alle lukkede: sæsonen var overstået) udgjorde den hurtigt oversete, hårde bykerne. Godt man har landskabet, vinen og tiden mens temperaturen sniger sig op i de høje 20’ere.

Nå – hvornår skulle vi til Avignon, Arles, Pont du Gard, vingårde?

Tirsdag tog vi en tur til et vinudsalgssted ved Tavel (mest kendt for rosévine) på vej mod Avignon. Tavel er ikke langt fra Saint-Laurent-des-Arbres og salgsstedet ligger i udkanten af landsbyen, og er dels omgivet af vinmarker.

Ved hjælp af en dame (én af bedste, der kun sagde de talte lidt engelsk – ”un peu”), der tydeligvis vidste mere end nok om vin, fik vi smag på fire forskellige vine – og fik at vide at smagsforskellen mest skyldes grostedet – deres terroir, f.eks. sandet eller stenet jord – og de forskellige vindruesorter (udenfor butikken var der anlagt 5-6 bede med forskellige jordtyper og vindruer, som man kunne se på). 

Vi valgte en kasse biodynamisk rosé (dyrket uden kunstgødning) og en kasse blandede rosévine. Prisen for den dyreste var 9 € (70-75 kr.) per flaske, nok mindst 100 kr. eller mere billigere end i Danmark, hvis man kan finde dem i handlen her.

Og nej – jeg drak ikke vinsmagsprøverne og kunne således køre videre.

Før Avignon er der en by der hedder Villeneuve-lez-Avignon (den hedder også Villeneuve-lès-Avignon, men den med ‘z’ er spøjst), hvor vi standsede for en lidt sen frokost. 

Byen er kendt for Fort Saint-André på en bakke udenfor byen; tårnet Tour Philippe Le Bel, ved floden mod Avignon, og Notre Dame-kirken, de to sidste fra det 13. århundrede, samt karteuserklostret Notre-Dame-du-val-de-Bénédiction.

På det centralt liggende torv fandt vi en restaurant, Aubergine, hvor en af ejerne er fra Ærø. De har ejet Aubergine i 10-11 år. Maden er at anbefale.

En eftermiddag er ikke nok til Avignon, hvis man vil se Pavepaladset og Pont St-Bénézet (Sur le pont d’Avignon….), såvel som alt det andet. 

Det nemmeste er at parkere (gratis) på Villeneuve-lez-Avignon-siden af Pont Édouard Daladier og gå over broen og ind til Place Crillon, lige indenfor bymuren, hvorfra alt er indenfor rækkevidde (der er også en bus fra parkeringspladsen). Ellers koster det at parkere…

Pavepaladset er en dyr og godt besøgt seværdighed og adgangen til den berømte bro er ikke gratis. 

I Pavepaladset var der en stærk og bevægende udstilling af den franske kunstner Ernest Pignon-Ernests billeder under titlen ECCE HOMO. Hans værker illustrerer bl.a. de fattiges og immigranternes kår i France og de sortes kår i Sydafrika under og på grund af apartheid. 

Hen er også kendt for at bruge kendt klassiske motiver i nutidige gengivelser, såsom i 2015 at bruge Michelangelos statue Pietà som model til at fejre (?) 40-års jubilæet for den italienske forfatter, filosof og filminstruktør Pier Paolo Pasolinis død; i Ernest Pignon-Ernests gengivelse bærer Pasolini den omkomne Pasolini. Om morgenen 2. november 1975 blev Pasolini fundet dræbt på stranden ved Ostia.

Markedspladsen Les Halles i Avignon (skiltet) er gratis at besøge, udvalget af (friske) varer overstiger langt det i Torvehallerne i København (som også fysisk er langt mindre), og priserne er ret så indbyderne…

Vi besøgte Avignon igen et par dage senere, bl.a. i forbindelse med en tur til bjerglandsbyen les Baux de Provence. Her opdagede den franske geolog Pierre Berthier et spændede materiale i1821, der fik navnet bauxit.

I nærheden af landsbyen ligger Carrières de Lumiéres, en grube, hvorfra store hvide sten blev hugget til anvendelse i byggeriet; gruben er i dag omlagt til et sted med son et lumière events – den dag vi var der blev værker af Vincent van Gogh samt nogle ældre kinesiske kunstnere projiceret på klippevægge, lofte, gulve og tilskuerne, mens der spilledes god klassisk musik. I de foregående måneder var det Chagall og Picasso.

Vincent van Gogh og Paul Gaugin delte et atelier i det nordlige Arles – et lille gult hus på Place Lamartine – i 63 dage i efteråret 1888. Det var under dette ophold at det såkaldte drama i Arles fandt sted – det var kulminationen på et skænderi mellem de to malere og førte til, at van Gogh skar sit ene øre af og sendte det til en prostitueret, som de to kunstnere havde besøgt. 

Det hus fandt vi ikke, men vi fandt det mere centraltliggende La Fondation Vincent van Gogh, der udover at føre forskning og arkiver om maleren også udstiller nogle få af hans billeder – maleren ”betalte” jo delvist sin vej gennem livet ved at male og donere billeder til sin kreditorer.

Det gjorde den georgiske maler Niko Pirosmani også. Og de to samtidige – (van Gogh: 1853–1890 og Pirosmani: 1862–1918) – levede fattigt. Pirosmani fik liden anerkendelse og blev latterliggjort på grund af sin naivistiske malerstil.

Den nu lukkede dobbeltudstilling, ”Niko Pirosmani – Wanderer between Worlds; Vincent van Gogh: Speed & Aplomb”, var interessant på grund af malernes forskellige stil.

I området her omkring Avignon, Arles og Nîmes er der noget, man ikke skal undlade at se: den 2000-år gamle, romerske Pont du Gard, der er en kombineret akvædukt og bro over floden Gardon, bygget færdig omtrent år 18 før vor tidsregning.

Der er tre etager med en højde på i alt 49 m – i den øverste flød vandet, ved den nederste blev der anlagt en bro til gående (man må ikke længere køre her, og bestemt ikke gå på de andre etager). Broen er 275 m lang.

Pont du Gard var en del af en 50-km lang vandforsyning, der bragte vand fra en kilde tæt på Uzès til den romerske by Nemausus (i dag Nîmes). Afstanden mellem de to byer er ca. 35 km. Dagligt blev der transporteret ca. 20.000 m³ vand. Over denne strækning er der et fald på i alt ca. 17 m – eller ca. 0,34 ‰.

Fra klipperne tæt på har man spændende udsigter over floden Gardon og det nærliggende landskab til byen Remoulins.

Et museum og en udstilling giver gode indtryk af romernes byggemetode. Bl.a. blev træformerne for buerne senere brugt til buerne til kirker i romersk stil.

Floden Gardon flyder gennem seværdigheden Gorges du Gardon, med ca. 270 km vandrestier.

Frisk luft og vin havde vi åbenbart ikke fået nok af. Efter vores sidste morgenmad ved Villa Mon Amour en Provence i Saint-Laurent-des-Arbres kørte vi i 90 minutter mod en anden landsby, Joyeuse, i Ardèche, hvor vi overnattede. Turen var på en vej med hårnålesving, stigninger, fald og flotte udsigter – via kløfterne i Gorges de la Cèze.

Men først frokost, et besøg i udsalgstedet for vinkooperativet i Lablanchère og gå på deres annoncerede Sentier Vigneron

Det var godt at vi valgte dén rækkefølge, da cave’en lukkede 30 minutter efter vi købte vin, idet det var søndag. 

Først en croque monsieur og lidt vand i et nærliggende café, derefter i cave’en, hvor vi smagte på de vine, vi havde valgt på forhånd – og opdagede at de havde satte priserne per kasse af seks flasker ned med 10% for at gøre plads til de ny vine. Med vinkasserne i bilen gik vi over til oversigtskortet for Sentier Vigneron – vandreturen Winemaker’s Trail. 

Denne gåtur var angivet som 9 km og to en halv timer, med en niveauforskel på 80 m. Det, der ikke blev angivet, var at niveauforskellene tit skete på stejle stenede skrænter uden mange muligheder for at holde fast i træer o.l. Selve stierne gennem vinmarkerne og vinterasserne var gode grus- eller jordstier, forbindelsesvejene mellem dem var asfalterede, men hist og pist var der altså disse stejle op- eller nedstigninger, der udfordrede de gående og især deres gangtøj.

Godt vi ikke var presset af tiden (vinen var jo købt), men tidsangivelsen var måske lidt optimistisk. Lidt trætte kørte vi til Joyeuse (hvis udkant vi tangerede på vandreturen). 

Noget større end Saint-Laurent, er denne langstrakte by en forholdsvis stille by på landet; vi boede i et hus på en parallelvej til hovedgaden, adskilt fra denne af en stejlt faldende vej, der førte op til et hotel, der nok var byens eneste kvalitetsspisested. 

Vores værtinde, Catherine, har en baggrund i det franske udenrigsministerium, med flere års ophold i bl.a. Afrika og en hang til hjemtagelse af diverse lokalproducerede genstande – figurer og møbler – der præger hendes hjem. Hun forsikrede os om, at huset ikke var bygget omkring nogle store og tunge træmøbler, men det er godt det ikke er os der skal flytte på dem…

Næste dag bragte kørsel på en route nationale os til A7, Autoroute du Soleil, lidt nord for Montélimar, til Lyon, Mulhouse, Rhinen og Baden-Baden og via Schwarzwaldhochstrasse til vort hotel, Landgasthof Hirsch, i Geroldsau. Venlige medarbejdere, godt værelse med stor dobbeltseng og stort badeværelse, hyggelig atmosfære og stille til trods for den ret så befærdede B500 lige udenfor døren (og vores vinduer). 

En interessant oplevelse i restauranten gav os lidt indblik i Baden-Baden-boerne. Ved aftensmåltidet satte et ægtepar i aldersgruppen 50-70 sig ved nabobordet. 

Med sit lange, krøllede hvide hår, runde briller og afslappet tøj inklusiv knaldrøde bukser var han iøjnefaldende. Det var hun også – ungdommeligt smart i tøjet, med stramme skindbukser, stort hår – måske hjulpet på vej af extensions – og Botox-stram mimik. De hilste pænt, og begyndte at tale indbyrdes på lokal dialekt – tilsyneladende om mode og andre kulturelle emner.

De forlod restauranten før os – pænt hilsende – og da vi var de sidste, spurgte vi servitricen, om der var noget specielt med naboparret, om de var noget med mode. 

Nej, var svaret, de var typisk for Baden-Badens indbyggere – lidt excentriske, snobbede og kulturelskende, mondæne folk, der nok nød at leve livet.

Følgende dag, efter en fyldig morgenmad i hotellets restaurant, gik turen hjemad – i regnvejr, der mere end enkelte vejarbejder forårsagede den halve times forsinkelse på vej mod Danmark…

Divine intervention and the new Jerusalem

May 3rd, 2017

By Michael de Laine

Behind the wheel – an occasional series

William Blake may have given voice to the apocryphal story that a young Jesus, accompanied by Joseph of Arimathaea, a tin merchant, visited Glastonbury in what is now England. This story led to speculation that, in his second coming, Jesus would establish a new Jerusalem among “the dark Satanic mills” built during England’s Industrial Revolution. In an African legend, angels whisked an ailing Ethiopian king to Heaven, where he saw a city with churches hewn out of rocks. Then God commanded this king to return to earth, to Ethiopia, to turn his vision into a new Jerusalem.

A priest at the Bet Medhane Alem Church displays the Lalibela Cross

It must have been the fifth or sixth so-called rock-hewn church we’d seen that morning – after a similar number the previous afternoon – and it was getting a little monotonous. It wasn’t because the churches resemble each other, as they don’t and each has its own characteristics. But of course they do resemble each other, in that there’s normally one nave for the women, another one for the men, a central area and a closed-off area where only the priest has access.

Usually there’s also an area for the choir, but not all of the churches are big enough, so the choir stands outside – and this week, the first in Lent, with its focus on fasting and the coming Easter, attended by very large congregations, and with choirs boosted by extra members, many choirs and clerics moved outside their church.

During Lent, large choirs and priests often move outside their churches for services

With a large number of fervent churchgoers, with church services lasting up to three hours, and with chanting and prayers and ringing bells at the many churches, whether or not they were famous and historic, there was a constant background religious sound, from one direction or another, during daylight hours.

Visiting the dozen or so rock-hewn churches in Lalibela – an important town in Ethiopian Christianity, a place of pilgrimage and devotion – during a religious week was thus a rather enhanced experience for the few foreign visitors to the town at this time.

The Bet Medhane Alem Church is characterised by large, rectangular columns

Studying the churches, their history and architecture, their paintings and carvings, took time – and, suddenly, there was a surprise: the priest of the Bet Medhane Alem Church (its name in English is given as the House of the Saviour of the World) showed us one of his church’s most valuable artefacts, usually hidden away in the closed-off area housing the holiest of holies, with the church’s own version of Ark of the Covenant (which is never shown to anyone else), on the church’s saint’s day: the 7-kg, gold Lalibela Cross.

Lalibela’s rock-hewn churches are divided into two groups, one each side of a river, the Jordan, that flows through the town.

Precariously placed by a drop to the rocky bottom below, visitors can enjoy the view from this platform

North of the River Jordan are the Bet Medhane Alem; the Bet Maryam (House of Mary); the Bet Meskal (House of the Cross); the Bet Denaghel (House of Virgins); and the twin churches of Bet Golgotha-Mikael (House of Golgotha-Mikael); Golgotha has life-size depictions of the 12 Apostles and the closed-off Selassie Chapel, which may also contain the tomb of King Lalibela.

With five aisles, the Bet Medhane Alem Church is probably the world’s largest rock-hewn church, measuring 33.5 m by 23.5 m and 11.5 m high. It is surrounded by 34 large, rectangular columns; each corner comprises three jointed columns (said to symbolise the Holy Trinity). The church contains three empty graves – for Abraham, Isaac and Jacob.

Some figures in the churches are painted, others are carved

These churches, regarded as the most impressive due to their size and the quality of the interior art, are said to represent the “real” Jerusalem.

South of the river are the Bet Amanuel (House of Emmanuel), finely carved and perhaps the royal family’s private chapel; the Bet Merkoreus (House of St Mercoreos); the Bet Abba Libanos (House of Abbot Libanos), with only the floor and roof attached to the rock strata from which it is hewn; the Bet Gabriel-Raphael (House of Gabriel-Raphael), and the Bet Lehem (House of Holy Bread). These churches are smaller, but with the most finely carved exteriors, and they represent the “heavenly” Jerusalem.

The characteristic Greek cross of the Bet Giyorgis Church does not have the protective roof of Lalibela’s other rock-hewn churches

A further church, the Bet Giyorgis (House of St George), is isolated from the others, but connected by a system of trenches. You can also approach it along a path over rocks and grassy knolls. From one rock viewpoint you can see the much-photographed indented Greek cross on the roof of the church, which stands freed from the surrounding rock.

The church itself is also shaped like a Greek cross, which means it has no need of internal pillars. The ceilings also have crosses, and the church’s artefacts are held in two 800-year-old boxes made of olive wood – said to be carved by King Lalibela himself.

The Bet Giyorgis Church stands free from the surrounding rocks

Unlike Lalibela’s other rock-hewn churches, Bet Giyorgis does not have a protective roof constructed over it, part of the preservation efforts involved in maintaining the integrity of this Unesco World Heritage Site.

Passages interconnect many of Lalibela’s rock-hewn churches

The churches are monolithic, carved from a sloping mass of red volcanic scoria lying on dark grey basalt. They are interconnected by tunnels and passages with openings to hermit caves and catacombs. Some are of the basilica type, with archaic features and imitating architectural elements from earlier periods, yet they differ in design and style. Two are decorated with particularly interesting wall-paintings and carved figures. The principal edifices are the Medhane Alem, Maryam, Amanuel, Giyorgis and Golgota-Mikael.

Lalibela’s churches were thus not constructed in a traditional way but carved or hewn from the rock in the form of blocks. These blocks were further chiselled out, forming doors, windows, columns, various floors, roofs etc. This gigantic work was further completed with an extensive system of drainage ditches, trenches and ceremonial passages, some with openings to hermit caves and catacombs.

The two groups of rock-hewn churches at Lalibela became a Unesco World Heritage Site in 1978.

Completed in 23 years, according to legend

Following the decline of the Axumite Empire, power shifted in the 12th and 13th centuries to the town of Roha in Lasta District.

Roha was renamed Lalibela in honour of King Lalibela (reigned 1181-1221) of the Zagwe Dynasty, which ruled in Lalibela for more than a century.

The construction of these rock-hewn churches is attributed to King Lalibela, who, legend has it, set out to construct a new Jerusalem, after Muslim conquests halted Christian pilgrimages to the Holy Land.

According to legend, however, there was divine intervention: poisoned by a disgruntled family member and in a coma, angels whisked King Lalibela off to Heaven, where he saw a city with churches hewn out of rocks; God then instructed him to return to Ethiopia and create a new Jerusalem there, so pilgrims did not need to make a long and dangerous journey to the Holy Land.

Such legends claim that all the rock-hewn churches in Lalibela were completed in 23 years during the king’s reign, with the daytime efforts of the human workforce supplemented by angelic efforts overnight.

There is a large degree of symbolism in these churches: threes represent the Holy Trinity; fours represent the four Evangelists; nines represent the Nine Saints; twelves represent the 12 Apostles.

The Nine Saints are a group of wandering holy men who arrived in Ethiopia in the 5th century AD from the Middle East.

The facade of the Yemrehanna Kristos Church, which is located in a cavern

Lalibela does not just boast rock-hewn churches – a scenic drive lasting a little over an hour takes you to another church that predates the rock-hewn churches by almost a century.

Although it is free-standing, the Yemrehanna Kristos Church is found inside a large cavern that opens towards the north east, located in a spectacular landscape of juniper trees somewhat to the west of Mount Abuna Yosef. At 4,260 m, this prominent mountain near the eastern escarpment of the Ethiopian Highlands is the sixth-highest mountain in Ethiopia and the 19th highest in Africa.

The Yemrehanna Kristos Church is approached by a relatively steep, hard-surfaced zigzag path running from a village at the end of the road to the site.

One of Ethiopia’s best-preserved late Axumite churches, Yemrehanna Kristos is named after a 12th-century priest-king and saint, the Negus Yemrehana Krestos, of the Zagwe dynasty.

The walls of the church were constructed with alternating layers of recessed timber beams and projecting plastered stone, and the windows are covered by carved cruciform lattices. According to legend, the wood of the church was imported from Egypt, while the church’s granite blocks were taken from Jerusalem. Some sources say the walls are of marble.

One side of the Yemrehanna Kristos Church

The interior is divided into a nave and two side aisles by masonry pillars and arches, with a domed sanctuary at the east end. All interior wood surfaces, including the panelled ceilings, are elaborately decorated with carved geometric designs and polychromatic murals. The nave walls are painted with polychromatic murals depicting scenes from the Bible. Some of these murals are considered the oldest surviving mural paintings in Ethiopia.

At the Yemrehanna Kristos Church an open mass grave contains the mummified remains of thousands of pilgrims who found the waters recuperative and chose to live the rest of their lives there

Priests and hermits still live at Yemrehanna Kristos, and the church is a place of pilgrimage. Over the centuries many pilgrims came to the church and, finding that they benefitted from the recuperative powers of the water, they stayed and died here. Their mummified remains are found behind the church in a sort of open mass grave; the number ranges from 5,000 to 50,000, depending on who you speak to.

The cavern contains a second structure north of the church, traditionally said to be a palace or residence of Negus Yemrehana Krestos, but now serves as a residence and storage space for the local priests.

Some of the carved ceilings

Further carved ceilings

The whole of the church and other buildings, from the protective wall across the mouth of the cavern and back, sit on a foundation of carefully laid olive-wood panels, on which the buildings float above the marshy ground, the remains of a lake thought to have curative powers. A hole left in the panels allows you to see the water underneath.

To ensure the site’s unique historical value, the Yemrehanna Kristos Church is included on the 2014 World Monuments Watch list of important places to preserve.

Bringing Orthodox Christianity to Ethiopia

Myths, truths, legends and wishful thinking are mixed together in the history of many countries, and this is particularly true for Ethiopia, which perhaps dates back to the 8th century BC.

In terms of religion, the Hadith (the collection of teachings of the Prophet Mohammed and stories about his life) relates that, after an Ethiopian woman had nursed him, Mohammed sent his daughter and successor, and others, to Negash in Ethiopia’s Tigray region in 615 AD as refugees, to avoid persecution in Arabia; many of the refugees later returned to Arabia.

Negash continues to attract many Muslim pilgrims from all over the world. The eastern Ethiopian city of Harar is another important centre for Islam, with a large number of shrines and mosques; it has also been a respected centre of learning.

Orthodox Christianity in Ethiopia is believed to have its roots in Judaism – and legend has it that Ethiopia is home to people from the Lost Tribes of Israel, possibly the Tribe of Dan. The food restrictions, animal slaughter methods, separation of men and women inside the church and male child circumcision practised by the Orthodox church all reportedly derive from this Jewish influence.

Saint Frumentius – known in Ethiopia as Abuna Selama – is said to be the man who brought Christianity to Ethiopia. Born as a Christian in Lebanon in the 4th century AD, Selama and his brother Edesius sailed down the Red Sea to Ethiopia. At one port they were attacked by pirates or plunderers, the crew killed and the brothers abducted and taken to the king of Axum, whose kingdom included Lalibela, as slaves. Selama and Edesius gained the trust of the king and were eventually granted freedom.

When the king died, his queen asked them to stay and help raise her son, the future King Ezana. Selama used his position to convert Ezana to Christianity.

When Ezana was old enough to be crowned king, Selama traveled to Alexandria in Egypt and requested the patriarch there to send a bishop to Ethiopia – but the patriarch consecrated Selama instead and sent him back to Lalibela, where he baptised Ezana, built a number of churches and started converting the Ethiopians.

Progress was slow, however, and it was not until the 5th century, when a group of wandering monks, known today as the Nine Saints, arrived from the Levant.

These Nine Saints are often depicted in church paintings. They are: Abuna Aregawi, Abuna I, Abuna Tsama, Abuna Aftse, Abuna Gerima, Abuna Liqanos, Abuna Guba, Abuna Paneleon, Abuna Yemata.

Each holy man built a monastery on a mountaintop, from where he started to preach the new religion. Using magic and other tricks, the Nine Saints impressed the Ethiopian people enough to convert them to Christianity, which became the main religion of at least northern Ethiopia

Because of the work of these Nine Saints and others, Ethiopia is said to be the second country (after Armenia) to adopt Christianity as its state religion.

Although there have been bloody religious wars in Ethiopia’s past, the country’s Christians and Muslims live in harmony. Muslim fundamentalism is rare; women wear hijabs, shalmas or headscarves.

Overall, Orthodox believers amount to about 44% of Ethiopian people (predominantly in the highlands), while about 40% are Muslims (mainly in the country’s eastern, southern and western lowlands). Traditional African beliefs are practised by about 11% of Ethiopians (particularly in the southern and western lowlands).